Skønhed er en del af det
at dyrke livet og sig selv.

Ole Henriksen er en ’explorer’ og en livsnyder af format. Spørger man skønhedseksperten selv, har alle mennesker mulighed for at vælge det gode liv – det kræver blot det rette tilløb til hverdagen. Hvad angår skønhed, så er det ikke kun kvinderne, der går op i det. Machomændene vil også gerne se godt ud!



”Det er min faste rutine hver morgen at møde mig selv og min omverden med en positiv holdning, og det skaber virkelig en dejlig balance i min dagligdag. Jeg har et travlt liv, og jeg bliver rykket i fra mange sider. Jeg elsker det, jeg laver. Jeg får lov til at drive en global forretning, men jeg sagde også til mig selv for mange år siden, at jeg skulle love mig selv at nyde det. Det er mit valg i livet. Alt er ens eget valg, så man skal aldrig have medlidenhed med sig selv og tænke ’stakkels mig’. Jeg vil ikke føle mig stresset i hverdagen, for livet er en fantastisk gave, og det er også derfor, at man konstant skal minde sig selv om at være taknemlig.”

Du er altid meget energisk og har meget overskud. Hvad er din drivkraft?
”Det er kombinationen af alle de her ingredienser: Mit forhold til mig selv, til min mand, min fysiske form, mit sociale netværk og det at give. En ting, jeg altid har kunnet lide, er, at der skal være noget at rive i, og tingene skal ikke altid bare køre som smurt. Det kan være alt lige fra personlige problemer til problemer på arbejdspladsen. Men med den rette holdning kan man løse problemerne, og det føles så godt, når de falder på plads.”

”Alt er ens eget valg, så man skal aldrig have medlidenhed
med sig selv og tænke ’stakkels mig’.”

Hvad gør du for at holde dig skøn både udenpå og indeni?
”Skønhed er en del af det at dyrke livet og dyrke sig selv. Det skaber jo en dejlig fornemmelse, når man tager sig tid til at klæde sig pænt og smart på, og det behøver ikke være dyrt. Det kan bare være den måde, man gør det på. Man kan være kreativ og udtrykke sin personlighed på den måde. Det samme gælder med ens ydre kropspleje. Huden er jo kroppens største organ, og alle mennesker vil jo gerne se smukke og lækre ud – det giver altså en selvsikkerhed. Det behøver ikke tage særlig lang tid. Det er bare en dejlig måde at slappe af på.”

Skandinaviske mænd er gode til at klæde sig pænt, men er de lige så gode til at pleje hud og hår?
”Jeg vil sige, at mit indtryk er, at de fleste mænd bruger et renseprodukt og en dagcreme. Det er meget normalt. Der er selvfølgelig nogen, som synes, det er noget mærkeligt noget, men her er det noget med at ændre denne holdning. Kvinderne har nok den største indflydelse på mænd – ingen tvivl om det. I kan sige: ’Søde, nu smører jeg lige lidt ansigtscreme i hovedet på dig.’ På den måde opdager mænd også, at de ikke får problemer med sprængte blodkar, en tør og skallende hud, og at de ikke får psoriasis eller eksem eller tilstoppede porer.”

Machomænd med blød hud

”Jeg grinede sådan i lørdags. Jeg stod inde på mit spa og talte med en klient. Vi står så og taler – og det ene med det andet – og så siger hun: ’Nå ja, nu skal jeg også have nogle Ole-produkter til Jack Nicholson!’ – ’Jack Nicholson, åh gud,’udbryder jeg. ’Jamen, han er vild med dine produkter, Ole, gennem mange, mange år,’ fortæller hun. Og her var min første tanke jo, at den her machomand, som er en ældre herre, men som jo altid har været pigesyg og har haft fantastisk unge kærester – at denne her machostjerne åbenbart også gerne vil se lækker ud.”