Om kvinder og mænd
på teatret

Sverige er nogle lange skridt foran Danmark, hvad angår ligestilling, men debatten fortsætter energisk i begge lande, og det glæder Stina Ekblad. Hun synes, det er vigtigt, at man i dag overalt i verden har fokus på problematikken:

”Det er godt, at der konstant er samtale og bevægelighed omkring ligestillingsproblematikken, for det er nødvendigt, hvis vi ønsker fremdrift i debatten. Alle kvinder har prøvet at blive behandlet på en særlig måde, udelukkende fordi de var kvinder, og det er meget godt at blive opmærksom på den slags nu, hvor det hele tiden ligger i luften.”
 
Den positive udvikling i debatten om ligestilling har Stina tydeligt kunnet mærke siden sine unge dage på teaterskolen i Odense.

”Der er i dag kommet meget større bevidsthed om ligestilling, end da jeg var ung, og det er virkelig godt. Men som kvinde skal man dog også være opmærksom på, at man ikke bliver rigid omkring emnet, for så bliver debatten kedelig”, forklarer hun og understreger vigtigheden i selve bevægeligheden i forbindelse med diskussioner omkring ligestilling:

”Der er også perioder, hvor jeg ikke orker at høre mere om ligestilling og virkelig bliver irriteret og ligeglad med det hele, men sådan har de fleste det sikkert, og sådanne perioder skal der også være plads til” forklarer Stina og tilføjer, at sådanne perioder dog ikke gør ligestillingsdebatten mindre vigtig.

Ligestilling på scenen
Når det gælder ligestilling på teaterscenen, kan Stina godt forstå, at man som kvindelig skuespiller også nogle gange synes, at det er trættende, at mændene tager så meget plads:
 
”Mændene har så mange roller, de kan spille, og de har oftest de flotteste og de største roller i de fleste klassiske stykker. Men teaterstykkerne er jo skrevet i en patriarkalsk tid – det kan vi ikke gøre noget ved – men vi må forholde os til det i dag.”

I Shakespeares tid tillod man slet ikke kvinderne at optræde på scenen, og denne patriarkalske fortid mærker Stina ofte, når hun i dag skal spille de klassiske teaterstykker:
 
”Det var fuldstændigt sindssygt, men sådan var det den gang. Kvinder måtte ikke stå på scenen, og derfor blev kvinderoller skrevet til 12-13-årige drenge, som skulle spille rollerne. Situationen var en helt anden den gang på Shakespeares tid, og mange af de store kongedramaer er primært skrevet til mandlige skuespillere”, fortæller Stina, som har accepteret disse vilkår, men som også ville ønske, at der havde været mere plads til kvinderne på Shakespeares tid:

”Hvis Shakespeare havde skrevet i en tid, hvor det var muligt at skrive for kvinder, så er jeg helt sikker på, at han havde skrevet mange flere fantastiske kvinderoller. Han har skrevet mange spændende kvinderoller, men han var jo hele tiden begrænset af, at det var drenge, der spillede hans kvinderoller, og det kan altså mærkes.”
 
Hilsen til Strindberg
Stina Ekblad lader det være op til de enkelte instruktører at finde ud af, hvordan vi i vores tid kan anskue dette fortids faktum. Hun slutter af med en venlig hilsen til forfatteren bag Dødsdansen, August Strindberg, som hun selv er begejstret for, og som i sine stykker netop altid giver plads til kvinderollen – trods af hans kvindefjendske ry:

”Strindberg kan ikke lade være. Selv om han også skriver de frygteligste ting om kvinder, så skriver han altid med det største engagement. Han er på en gang irriteret, forelsket, rasende og sød. Han er aldrig ligeglad. Derfor elsker alle kvindelige skuespillere at spille Strindbergs kvinderoller”, fortæller Stina Ekblad.