|
Hvor stor en rolle spiller mad for vores livskvalitet? ”Den spiller en kolossal rolle. De fleste spiser jo tre gange dagligt og derudover mellemmåltider. Måltiderne er altid noget, vi ser frem til. Det er højborgen, vi samles omkring, og derudover har maden stor indflydelse på, hvordan vi har det. Hvis vi fx spiser en stor kage, så går der ikke ret lang tid, før vi får et ret lavt energiniveau og bliver meget trætte. Derfor spiller mad også en vigtig rolle for vores performance i dagligdagen.”
Kan maden også forringe vores livskvalitet? ”I dag er der enormt fokus på mad, sundhed og vægt alle steder. Derfor har mad desværre også en negativ betydning for nogle mennesker, som har dårlig samvittighed eller føler, at de ikke lever op til et eller andet sundhedsideal. Vi tænker i virkeligheden nok lidt for meget over, hvad vi bør spise, i stedet for bare at nyde maden. Hvis man kan spise en croissant uden at få dårlig samvittighed, så er det jo det ultimative sundhedstegn.”
Hvilke typiske fejl begår vi, når vi gerne vil leve sundt? ”Hvis man udelukkende begynder at spise noget, fordi det er sundt, så er det forkert. Man skal spise, fordi man har lyst, og det gør én mere frisk og glad. Mange tager nogle meget sort/hvide valg, fx går mange på slankekur i januar uden slik i en måned, og så går de amok i februar. Her er vi dårlige til at være realistiske og finde en holdbar balance. Men det allerstørste problem er nok, at vi generelt spiser for meget. Mange spiser egentlig relativt sundt, så hvis vi bare spiste lidt mindre, så ville der slet ikke være så mange, der var overvægtige.”
Detoxkure og slankekure, er det godt eller skidt? ”Detoxkure er fuldstændig håbløse og uvidenskabelige. Kroppen kan selv rense ud. Desuden findes der ikke en genvej til sundhed. Vi forsøger ofte de der hurtige fix – først detox i en uge, og så kan vi derefter gå amok i store fadøl og kringler. Så længe man lever fornuftigt – vælger gode råvarer og spiser varieret – og også gør plads til de usunde ting, så har kroppen slet ikke brug for slankekure – medmindre man er svært over-vægtig og skal tabe sig.”
Hvad er din opskrift på den holdbare løsning til et sundt og værdifuldt liv? ”Man kan jo starte med at smage på maden. Alt for mange mennesker er fuldstændig ligeglade med, hvordan deres mad smager. Men hvis du aldrig |
|
tager stilling til maden og tager ansvar, så ender du netop med at blive meget usund og sandsynligvis også for tyk. Vi er nødt til at komme i gang med at smage. Brug færre råvarer, og smag det sure og det bitre. Når du først begynder at smage, så vil du faktisk også opleve, at du vil spise mindre, fordi du bliver hurtigere tilfredsstillet. Lidt populært sagt, så bliver man mæt af smag i stedet for mæt af store mængder mad.”
Hvad kendetegner så den gode smag i maden? ”Smagskontraster. Der findes fem grund-læggende smagsretninger – surt, sødt, salt og bittert og så umami, som lidt populært sagt er smagen af protein. Det gode ved umamien er, at den styrker smagen generelt og fremmer de andre smagsretninger. Det gælder om at få alle smagsretninger med i hvert måltid. Umiddelbart kan det måske lyde meget langhåret med de her grundsmage, men faktisk er det noget, vi arbejder med helt naturligt i vores køkken. Vi tænker bare ikke over, at vi gør det. Selvfølgelig skal man ikke stå og hælde sukker ned i sin spagetti bolognese, men man kan jo fx lave en sur-sød dressing til salaten ved siden af i stedet. Tit er det svært at ramme det bitre i maden. Det er derfor, vi ofte har lyst til kaffe efter maden. For mig er den ultimative afslutning på et måltid en kop kaffe og et stykke mørk chokolade.”
Kan du give flere eksempler på mad, der tilfredsstiller? ”Det kan være noget så enkelt som en leverpostejmad. Bittert rugbrød, leverpostej, som er umami, sursøde rødbeder og havsalt på toppen, så har man faktisk alle smagsretninger. Ud over at variere og blande smagsretningerne er det også en god ide at tænke i kontraster. Hvis en creme brulee ikke havde den sprøde overflade i kontrast til den bløde creme, så ville den ikke være så lækker. Nødder i salat giver også kontrastfulde fornemmelser i munden. Det er vigtigt, at det hele ikke bare er sådan en blød blendet masse, men at der rent faktisk sker noget i munden. Det skal være en oplevelse at spise. Vi skal både se, dufte og smage. Det betyder også, at det er vigtigt, at vi har fokus på maden, når vi spiser, og ikke på alt muligt andet – som fx aviser og fjernsyn.”
|