Det dur ikke at gemme sig
væk
som en kat i en busk



Du kender ham bl.a. fra de store dramaserier ’Borgen’, ’Forbrydelsen II’ og ’Sommer’, hvor han har haft markante roller. Her fortæller Mikael Birkkjær om at sætte ord på de svære ting og finde balancen i kroppen og livet.


I ’Borgen’ fik han tusindvis af kvinder landet over til at sukke dybt som statsminister Birgitte Nymanns usædvanligt søde mand. I ’Forbrydelsen II’ var han psykopatisk massemorder, og i ’Sommer’ lærte vi ham at kende som den dameglade lægesøn Adam Sommer.

Vi mødtes med Mikael Birkkjær en regnfuld formiddag og kunne hurtigt konstatere, at den professionelle skuespiller er af en helt anden og mere rummelig og afbalanceret støbning end flere af hans tidligere roller. Selv foretrækker Mikael Birkkjær til enhver tid at være åben omkring sine følelser frem for at lukke dem inde i kroppen – også i perioder, hvor livet bliver uretfærdigt og svært at holde balancen i.

”På et personligt plan har jeg oplevet store ting, hvor jeg har haft følelsen af, at det hele pludselig brød sammen. Jeg mistede min far, da jeg ikke var ret gammel – jeg var vel 14 år. Og i den alder er man selvfølgelig ikke så bevidst, som man senere bliver, men jeg kan huske, at det var en stor lammelse, og det tog lang, lang tid at finde en rigtig balance igen,” fortæller Mikael og fortsætter: ”Dengang klamrede jeg mig selvfølgelig til min søster og min mor, som jo også var ulykkelige, og vi sørgede for hele tiden at tale om vores sorg – og blive ved med at tale om den. Det tror jeg, er det allervigtigste, når man oplever kriser og kaos og forvirring i livet.”

Mikael Birkkjær har selv stiftet familie og bor i dag i Valby med sin kæreste og to børn.

”Man skal tale om det dårlige i stedet for bare at sige: ’Nej, vi har ingen problemer her hos os. Det går fint i vores familie og i vores lejlighed’. Det er nødvendigt også at snakke om de svære ting, og hvis det går rigtig galt, så skal man blive ved med at tale om det – også selvom man er flov eller i sorg. Det dur ikke at gemme sig væk som en kat i en busk,” forklarer Mikael, som i sine efterfølgende teenageår nærmest havde en desperat trang til at fortælle sine nærmeste om tabet af sin far.

”Frem til jeg blev 17-18 år, havde jeg hele tiden et behov for at fortælle om det. Hvis jeg blev forelsket i en pige eller mødte en god ven, så skulle de altid have det hele at vide. Jeg blev sådan helt desperat, jeg skulle af med det, lægge det frem, for så kunne jeg bedre forholde mig til det. Senere i livet har jeg opsøgt en healer og en klog kone, som kunne hjælpe mig tilbage på sporet og genskabe overblikket,” fortæller Mikael, der også er meget imødekommende over for alternative behandlingsformer. Sammenhængen mellem krop og mentalitet er for ham soleklar.

En god cykeltur – en glad mand
”Jeg cykler meget – faktisk har jeg tre cykler – det er helt vanvittigt. Jeg har en til om vinteren, en til lange ture om sommeren og så en ekstracykel. Jeg prøver at holde mig sådan i rimelig form – det har jeg gjort i mange år,” forklarer Mikael.

”Min indre balance afhænger jo også af, hvad jeg ser i spejlet. Når jeg stiller mig op foran et stort spejl, spørger jeg mig selv: ’Okay Mikael, nu er du så rundet 50. Er det okay at se på den her krop?’
   – Ja, det er sgu okay, jeg mangler måske lige lidt der, og jeg skal måske lige ud og cykle en tur ...,” fortæller skuespilleren, mens han med armbevægelser gestikulerer, hvordan han spejler sig – og slår herefter fast: ”En god fysisk form går jeg sgu meget op i. Det er velvære, og det har stor betydning for, om man psykisk har det godt. Den fysiske og psykiske balance skal stå over for hinanden.”

Bevægelse i hele systemet
Og samspillet mellem krop og mentalitet har Mikael været bevidst om siden sit allerførste møde med dramatikken.

”Jeg besluttede mig ikke på noget tidspunkt for at blive skuespiller, men det kom til mig, da jeg – langhåret, i cowboyjakke og med stålbørste i brystlommen – gik ud af folkeskolen. Da tog min mor fat i mig og sendte mig af sted til en højskole på Fyn. Jeg vred mig lidt til at begynde med, men det var okay, og jeg kom af sted,” fortæller Mikael, som under højskoleopholdet for første gang stødte på faget ’dramatik’.

”Jeg vidste ikke rigtig, hvad det handlede om, men jeg tilmeldte mig – og så oplevede jeg for første gang fornemmelsen af at bruge hele systemet, både knolden og hele kroppen. Det gav mig oplevelsen af en helhed. Det var ikke bare noget med kun at sidde og læse eller bare stå og hamre i et bræt. Man skulle ligesom kombinere hele systemet, og det var skønt. Jeg blev helt fuld af energi og glad,” forklarer Mikael ivrigt. Efter højskoleopholdet gik der derfor ikke længe, før han vinkede farvel til fødebyen Valby og begyndte et nyt liv på skuespillerskolen i Odense.

”Siden 1985 har jeg levet af at være skuespiller, og jeg har været glad for det,” fortæller Mikael, men understreger i samme sætning, at han til tider også har været dødtræt af det. ”At spille det samme lort 50-60-70 gange – det er jo sindssygt. Man føler ikke, det giver nogen mening. Nogle gange kommer der heller ikke nogen mennesker – andre gange vælter det ind – sådan er det,” forklarer han. Men grundlæggende er han glad.

”Det er et skønt stykke arbejde – mærkeligt, spændende og anderledes. Jeg tror ikke, det er et galt valg – jeg kunne ikke tænke mig at sidde i en bank i stedet. Og jeg har aldrig drømt om andet. Jo måske noget med skovbrug – det kan jeg godt lide. Sådan noget med at gå rundt i noget skovmandstøj og fælde træer og hugge dem over,” tilføjer Mikael leende og med en dyb og mandig røst.

Balance i hverdagen
Der er ingen tvivl om, at Mikael Birkkjær ER i god balance på alle plan, og efter mange års erfaring har han også fundet sin metode til at holde balancen mellem scenekanten, cykelbanen og hjemmefronten.

”Jeg har de sidste mange år holdt fast i, at jeg skal lave én ting ad gangen. Jeg er dårlig til at lave for mange ting på en gang. Jeg bliver træt og sur derhjemme, sur på arbejdet og sådan lidt indelukket. Én ting ad gangen. Det giver mig mere ro og mere glæde nu og her. Jeg er jo heller ikke 45 mere. Man bliver jo voksen – og hurtigere træt,” slutter Mikael Birkkjær med et blink i øjet.


”Okay Mikael, nu er du så rundet 50. Er det okay
at se på den her krop? – Ja, det er sgu okay.”

    

Det er ikke alene på den lille skærm, Mikael Birkkjær er berømt. På scenen excellerer han også i allerhøjeste grad, og indtil for få år siden var han først og fremmest kendt for sin teaterkarriere. Siden 1990 har han været ansat på det Kongelige Teater, hvor han har medvirket i talrige forestillinger, bl.a. ’Håndværkerne’ (2008), ’Den kaukasiske kridtcirkel’ (2006) og ’Inden for murene’ (2005). En markant debut på det store lærred fik han med hovedrollen som faderen Claes i ‘Lad de små børn’, som han blev Robert-nomineret for i 2005, og fulgte op med roller i ‘Oh Happy Day’ (2004) og ‘Springet’ (2005).

Mikael Birkkjær har egentlig aldrig ønsket at blive mega-eksponeret, men har foretrukket jobbet på nationalscenen med varierende roller. Med ’Sommer’ fik han sit kæmpe gennembrud, som gjorde ham til folkeeje. Efterfølgende har vi oplevet ham i både ’Forbrydelsen II’ og ’Borgen’.